Glædens øjeblikke - højsommer 23. - 29. juni 2012
Glædens øjeblikke er livet, når det er allerstørst og vigtigst. Glæden, der pibler frem og skaber uorden i alle vanerne. Men glæden skal dyrkes, og den skal vælges til. Det gør man bedst i selskab med andre!
Oplev nogle af Djurslands seværdigheder og den pragtfulde natur i løbet af en højskoleuge, som også byder på spændende foredrag, værksteder, sangaftener, fest og hyggeligt samvær.
Du kan opleve:
Bjarne Nielsen Brovst
Forfatter Bjarne Nielsen–Brovst vil dele ud af sin store viden og sine personlige oplevelser af glædens øjeblikke med foredrag, som blandt andet henter inspiration fra områder i det moderne menneskes dagligdag. Han vil fortælle om de jyske rødder, om ondt og godt i familien og, at huske at takke sine kære. Foredragene i denne uge hedder Om Martin A. Hansen & Sven Havsteen-Mikkelsen, Causeri over humor fra hjertet og Mine jyske rødder.
Max Rasmussen: Kroppen og glædens øjeblikke
Max Rasmussen, idrætskonsulent i DGI og tidligere underviser på Kolding Lærerseminarium fortæller om en hverdag, hvor bevægelsesglæde fylder.
Søren Ryge Petersen: Mennesker, jeg har mødt
TV-vært Søren Ryge Petersen har en usædvanlig evne til at få folk til at fortælle om deres liv og historier. Han vil fortælle historier fra Danmark med udgangspunkt i alle de mennesker, han har mødt og oplevet i sit TV-liv. De mennesker, han fortæller om står lyslevende for os, særprægede og forskellige som de er. Gamle og unge, fra land eller by, med gode og triste skæbner.
Ole Helmig: Humor og Helbred
Ole Helmig er Dr. Med. og tidligere overlæge. Oplev et livsbekræftende foredrag om latterens og smilets velsignede virkninger for kroppen.
Henning Sørensen: Glædens udtryk
Igennem historien har mennesker altid udtrykt sig på forskellig vis i livets store øjeblikke. Således også ved livets glædelige begivenheder. En aften skal vi på en historisk rejse og sammen søge efter de udtryk som vores forfædre gav glæden.
Niels Kanstrup: Glæden ved naturen
Glæden ved naturen deles af mange mennesker. Biolog Niels Kanstrup tager os med på en vidunderlig og lærerig rejse gennem de forskellige naturtyper, som vi dagligt ser omkring os, måske uden at vi lægger mærke til dem. Hvor finder vi klokkefrøen og hvordan finder havternen frem fra pol til pol? Naturen er rig på hemmeligheder og kalder på vores forundring.
Udflugter:
Mols Bjerge og Ebeltoft
Den 29. august 2009 blev Mols Bjerge officielt erklæret for Nationalpark. Nationalpark Mols Bjerge indeholder et af landets mest kuperede og varierede landskaber. Det afvekslende landskab giver levesteder for mange vilde planter og dyr, og området byder også på kulturhistoriske seværdigheder. Vi besøger også den smukke by Ebeltoft.
Stenvad Mosebrug
Vi besøger det aktive museum, der skildrer tørvegravningens og mosebrugets historie. Mosebrugsmuseets hovedopgave er at indsamle og renovere ting, der har tilknytning til tørvegravning og produktion af sphagnum. Museet udstiller redskaber, maskiner m.m. med tilknytning til tørvegravningen. Den gamle smalsporede jernbane fra tørveproduktionens storhedstid er intakt og istandsat ud til kanten af mosen, en strækning på ca. 2,5 km. Et renoveret lokomotiv trækker nu turisterne i specielle personvogne ud i naturen.
Fortælle- og sangaften med Henning Sørensen.
