Glædens øjeblikke - sensommer 11. – 17. august 2012
Bjarne Nielsen-Brovst
Erik Lindsø
Jens Nauntofte
Hans Jørgen Bonnichsen
Max Rasmussen
Helgenæs og Mols Bjerge
Stenvad Mosebrug
Fortælle- og sangaften med Henning Sørensen
Glædens øjeblikke er livet, når det er allerstørst og vigtigst. Glæden, der pibler frem og skaber uorden i alle vanerne. Glæden skal dyrkes, og den skal vælges til. Det gør man bedst i selskab med andre!
Oplev nogle af Djurslands seværdigheder og den pragtfulde natur i løbet af en højskoleuge, som også byder på spændende foredrag, værksteder, sangaftener, fest og hyggeligt samvær.
Du kan opleve:
Bjarne Nielsen-Brovst:
Forfatter Bjarne Nielsen-Brovst vil dele ud af sin store viden og sine personlige oplevelser af glædens øjeblikke med foredrag, som blandt andet henter inspiration fra områder i det moderne menneskes dagligdag. Han vil fortælle om de jyske rødder, om ondt og godt i familien og om at huske at takke sine kære. Foredragene i denne uge hedder Om Martin A. Hansen & Sven Havsteen-Mikkelsen, Causeri over humor fra hjertet og Mine jyske rødder.
Erik Lindsø: Der er noget ved livet, man ikke finder andre steder
Få et godt grin, når Erik Lindsø fortæller om De Langtidsskuffede, mændene, der er ”faldet lidt af på den,” Nedrakkerne og Levebrødspessimisterne. Dem der gør verden til et alvorstungt, livstrættende sted at være. Heldigvis er de ikke alene! Gå på opsøgende virksomhed efter glæden, tag imod de danse, du bliver budt op til, modtag livet som en gave og husk at pakke den ud.
Jens Nauntofte: Hvad skete der med det arabiske forår?
Journalist og forfatter Jens Nauntofte er vant til at stå midt i begivenhederne i verdens største brændpunkter. Han fortæller om Islams store udfordring til Vesten og de revolutioner, der finder sted.
Hans Jørgen Bonnichsen: Islamistisk terror og Det arabiske forår
Et foredrag om den islamistiske terrorismes rødder, tankesæt og metoder. Hvilken indflydelse det arabiske forår har på den aktuelle trussel og hvorledes PET arbejder med at modvirke, forhindre og forebygge terror.
Max Rasmussen: Kroppen og glædens øjeblikke
Max Rasmussen, idrætskonsulent i DGI og tidligere underviser på Kolding Lærerseminarium fortæller om en hverdag, hvor bevægelsesglæde fylder.
Udflugter:
Helgenæs og Mols Bjerge
Den 29. august 2009 blev Mols Bjerge officielt erklæret for Nationalpark. Nationalpark Mols Bjerge indeholder et af landets mest kuperede og varierede landskaber. Det afvekslende landskab giver levesteder for mange vilde planter og dyr, og området byder også på kulturhistoriske seværdigheder. Vi tager på en heldagsudflugt og besøger blandt andet Trehøje, Agri Baunehøj, Poskær Stenhus og Sletterhage Strand på Helgenæs.
Stenvad Mosebrug
Vi besøger det aktive museum, der skildrer tørvegravningens og mosebrugets historie. Mosebrugsmuseets hovedopgave er at indsamle og renovere ting, der har tilknytning til tørvegravning og produktion af sphagnum. Museet udstiller redskaber, maskiner m.m. med tilknytning til tørvegravningen. Den gamle smalsporede jernbane fra tørveproduktionens storhedstid er intakt og istandsat ud til kanten af mosen, en strækning på ca. 2,5 km. Et renoveret lokomotiv trækker nu turisterne i specielle personvogne ud i naturen.
Fortælle- og sangaften med Henning Sørensen
Henning Sørensen er naturformidler og rejseleder i hele Europa. Det bliver både musikalskt og muntert, når Henning fortæller historier fra nær og fjern.
