Med cyklen rundt på Djursland 16.- 22. juni 2012
Velkommen til en dejlig uge på Rønde Højskole, hvor vi sammen vil opsøge alt det Djursland og Mols kan byde på, når man cykler. Oplev det varierede landskab med skov, bakker og vand og se nogle af egnens smukke kirker og herregårde, der ligger som perler på en snor.
Vores ruter følger fortrinsvis mindre veje, grusveje og strækninger med cykelsti. Hver dag vil vi nyde lækre madpakker, som vores dygtige køkken har tilberedt, og som bliver bragt ud til os undervejs på turen.
Turene vil i udgangspunktet være mellem 30 - 50 km dagligt. Vi forventer, at du kører et jævnt tempo på cykel. Vi skal ikke sætte hastighedsrekorder.
Vi vil hver dag, efter endt cykelrute, blive afhentet af bus, for næste dag at starte der, hvor vi stoppede dagen før. Cyklerne vil blive opbevaret i en lade eller garage.
Vi forventer, at kursisterne medbringer egen cykel, som skal være med gear og solide dæk, da vi skal cykle på stier og grusveje.
Er det helt umuligt selv af medbringe cykel kan man dog leje en cykel lokalt.
Hver morgen mødes vi til morgensang og oplæg til dagens tur. Hjemme igen indtager vi aftensmåltidet i fællesskab med skolens andre sommerkursister.
Aftnerne byder på sang, fortælling og et lille kursus i cyklens pleje og vedligeholdelse. Kurset afsluttes med en festaften.
Udflugter:
Nationalpark Molsbjerge
Turene vil følge kysten langs med Nationalpark Mols Bjerge med unik blanding af natur og kultur. På turene kommer vi igennem det smukke område med bakker, snoede grusveje og idylliske landsbyer. Vi cykler fra det højt liggende landskab ned til Molshoved med herregården Isgård og til Skødshoved strand med kik til Århus. Vi kører gennem bakker og dale med udsigt til vige og bugter.
Fregatten Jylland
Vi skal besøge Ebeltoft med de brostensbelagte gader og nyde synet af Fregatten Jylland. Undervejs vil vi opleve nogle fantastiske landskaber og udsigter, der er præget af havets nærvær.
Helgenæs
Helgenæsdråben under Djursland. Her skal vi opleve et af Danmarks smukkeste områder. Vi skal høre om general Ryes skanser fra 1848.
Jernhatten
Jernhatten med den flotte udsigt til øen Hjelm. Et særpræget landskab møder os ved Glatved Strand. Her foregår indvinding af kalk, sten og grus.
Katholm Gods
Turen går forbi det flotte renæssancebyggeri Katholm Gods, der ligger midt i det store skovareal ud til kysten ved Grenå. Den markante hovedbygning og avlsbygningerne fortæller om velstand og rigdom i 1600-tallet.
Fornæs fyr og Sostrup slot
Grenå er en havneby. Turen går langs havnefronten til Fornæs fyr, Jyllands østligste punkt, hvorefter vi følger den snoede vej til Gjerrild forbi Sostrup Slot, hvis historie kan føres tilbage til 1300- tallet. I dag huser slottet Cistercienserordenen og er indrettet som kloster for nonner. Vi finder ind på den nedlagte jernbane til Nordstrand og følger kysten til Fjellerup.
Meilgård Slot
I det flade landskab ud til Norddjurslands kyst ligger Meilgård Slot med historie tilbage til 1300-tallet. Turen går gennem bøgeskovene ned til det stemningsfulde Skipperhoved Skovkirkegård, som hører under Meilgård Slot, og stadig er i brug. Herfra går turen tværs over Djursland tilbage til Rønde.
Du kan opleve:
AnneMad med mere
Foredrag ved Anne Hjernøe, kendt fra DRs udsendelser om alt i mad og senest programmer om badehoteller og slotte i Danmark sammen med journalist Anders Agger.
