Molslandet 7. - 13. juli 2012
Anders Agger
Morten DD Hansen
Søren Ryge Petersen
Ole Kamp
Gunnar Birkelund
Nationalpark Mols Bjerge
Rugård
Rostved
Oplev nogle af Mols` seværdigheder og den pragtfulde og meget varierede natur i en højskoleuge, som også byder på spændende foredrag, udflugter, værksteder, sangaften og fest. Kom ind på livet af molboerne og naturen i Nationalpark Mols Bjerge. Vi vil også besøge Rugård Gods, Helgenæs og helboerne på denne opdagelsesrejse i Molslandet.
Du kan opleve:
Anders Agger: Det levede livs tro, håb og kærlighed
DR-Journalist Anders Agger er kendt fra Søndagsmagasinet samt blandt andet programmerne Kongehuset indefra, Sømanden og juristen og Annemad. fortæller om sit arbejde med menneskelivet for åben skærm, blandt andet med døende på hospice. Hans historier er kendetegnet ved en nænsom og alligevel ærlig portrættering af menneskers håb, lykke og tragedie. Det er dybdeborende journalistik om vanskeligt tilgængelige eksistentielle emner som døden og livet.
Morten DD Hansen
Naturvejleder ved Molslaboratoriet. Morten vil vise nogle af sine pragtfulde billeder og fortælle naturhistorier fra sine talrige ture i nationalparken. Morten er altid på farten med sit kamera, og han forstår at indfange naturens store og små historier til videreformidling. Vi vil også opleve ham på en kort vandretur på hjemmebanen i Mols Bjerge, og her vil Morten med stor entusiasme give os indsigt i insekters og andre smådyrs forunderlige liv.
Søren Ryge Petersen: Mennesker, jeg har mødt
TV-vært Søren Ryge Petersen har en usædvanlig evne til at få folk til at fortælle om deres liv og historier. Han vil fortælle historier fra Danmark med udgangspunkt i alle de mennesker, han har mødt og oplevet i sit TV-liv. De mennesker, han fortæller om står lyslevende for os, særprægede og forskellige som de er. Gamle og unge, fra land eller by, med gode og triste skæbner.
Ole Kamp: At vælge livet - med humor, glæde og værdi
Hvordan bliver livet godt? Hvordan styrer vi i den retning, vi allerhelst vil? Hvad gør vi, når vi er lige ved at mislykkes?
Alt for ofte bliver vi lammet i vanetænkning og tradition, eller af pænhed og fantasiløshed. Så sker det ind i mellem, at glæden alligevel pibler frem. Som en mælkebøtte, der skyder op mellem fliserne. Når vi er rigtig heldige, skaber glæden uorden i alle vanerne. Højskoleforstander Ole Kamp fører os gennem nogle tanker om livets vilkår. Både de barske og svære ting, de store valg og den glæde, der til tider kan virke så fjern og tilhøre alle andre. Bid fast i livet og tag fat på mulighederne! Ole Kamp vil øse af erfaringer fra livet som forstander, præst, debattør, foredragsholder – og menneske.
Gunnar Birkelund: En rejse over Djursland i natur og kultur
Højskolelærer Gunnar Birkelund øser af sin enorme viden om landskab, botanik, geologi, kultur og historie i en indføring i de landskaber, vi skal besøge under kurset.
Udflugter:
Nationalpark Mols Bjerge:
Vi tager på udflugt til den sydlige del af Mols Bjerge med panoramaudsigt fra Trehøje. Vi skal se nærmere på de kuperede og varierede landskaber, som den sidste istid skabte med sine enorme kræfter. De græsklædte bakker giver levesteder for mange planter og dyr, ligesom området viser spor af tidligere tiders aktiviteter. Vi skal besøge Karpenhøj Natur- og Friluftsgård med en spændende medicinplantehave og naturudstilling.
Rugård:
Nord for Ebeltoft ved Kattegatkysten ligger den spændende herregård, Rugård. Middelalderborgen er måske mest kendt for at have huset heksejægeren Jørgen Arenfeldt. Naturen på godsets jord indeholder næsten alle danske vegetationstyper fra den frodige bøgeskov, stenede strandvolde, nåleskov på sandet jord til kalkrig jord ved Glatved Strand. I den frodige bøgeskov er der plastisk ler i undergrunden, hvilket bevirker, at træer vandrer ned af skrænten mod Kattekysten. Træer hænger og ligger op af hinanden, så man skulle tro, en kæmpe havde spillet mikado med dem. Ved Glatved skal vi besøge råstofgravene med kalk, sten og ralforekomster.
Rostved:
Vi besøger landsbyen Rostved og ser jernalderbopladsen samt oplever vilkårene for nutidens kvægbonde.
