Vandringer på Djursland 1. – 7. juli 2012
Kom med på guidede ture i nogle af Djurslands dejlige naturområder, oplev de vandrende træer og hils på et rådyr en tidlig sommermorgen!
Vi skal på vore vandreture besøge en række naturområder og høre historierne om kulturminderne på lokaliteterne.
Hvis man ønsker det, kan stavgang praktiseres på alle turene, ligesom vi kan tilbyde instruktion i stavgang.
Ugen indeholder også spændende fortællinger, foredrag og sangaften.
Bemærk venligst, at turene varierer i længde, men kurset er tilrettelagt med ture på mellem 6 og 15 kilometer. De lange dagsture kan ikke umiddelbart afkortes. Kurset er derfor ikke velegnet for gangbesværede, og vi beder om forståelse for, at et vist tempo er påkrævet for at nå dagens planlagte rute.
Vi har også planlagt nogle ekstra lange ture, som kan vælges til, hvis man har lyst til det.
Udflugter:
Sophie Amaliegård Skov til Mørke
Vi begynder turen i Sophie Amaliegård Skov, som hører under Clausholm Gods. Herfra går vi til Rosenholm gennem nogle ret varierede skove med skiftevis bøge-, aske- og grantræer. Der er en stor produktion af pyntegrønt og juletræer i området. Vi kommer forbi Rosenholm Slot, Danmarks ældste slægtsejendom, som er ét af de smukkeste og bedst bevarede anlæg fra de danske herregårdes storhedstid 1550-1630, og som blev grundlagt i 1559 af adelsmanden Jørgen Rosenkrantz. Senere udbygget, således at det i 1607 stod færdigt med fire fløje i tydelig italiensk inspireret renæssancestil. I 1740-erne moderniseres slottet indvendigt i barokstil, samtidig med at en 5 ha stor barokpark blev anlagt med lindealléer og bøgehække. Turen går videre herfra til det nærliggende Mørke Kær, som er kendt blandt fuglekendere som en meget spændende lokalitet. Vi vil også prøve at se på hvad kikkerter kan indfange af indtryk denne dag, dels fra fugletårn og dels fra søbredder. Turen afsluttes med et besøg i Mørke Kirke.
Rosmus-Rugård-Jernhatten
Denne tur går først gennem et arret landskab efter råstofudvinding. Her har været gravet kalk, grus og sten i mange år i dette område. Nogle af de gamle kalkovne står stadig her. Vi vandrer videre ind på Rugårds jord i Dyrehaven. Her står frodig gammel skov med et rigt dyre- og planteliv. Vi skal også besøge slottet, inden turen fortsættes langs Nørresø og Den nye sø til Sønderskoven. Denne skov er kendt for sine vandrende træer. Den plastiske ler i undergrunden får jordlag til at bevæge sig og bringe træer med sig mod Kattegatkysten. Store bøgetræer læner sig op af hinanden, så man skulle tro en kæmpe havde spillet mikado med dem. Vi vandrer ud til kysten og fortsætter mod syd til Jernhatten, der med sine 49 meter over havet lever op til sin ”hatstatus”. Vi vil se nærmere på de mange botaniske specialiteter på bakken og strandvoldene.
Vallum Sø-Ryomgård-Thorsager Rundkirke
Turen går først ned i den meget smukke dal ved Frederikslund, hvorfra stien følger den gamle jernbanesti mod Vallum Sø. Herfra går vi gennem en dejlig bøgeskov med lejlighedsvis kig til søen på stien mod Ryomgård by og gods. Vi passerer tæt forbi godset, inden vi krydser over Ryom Ådal mod Mesballe. Herfra følges nogle små veje og stier gennem et mose- og kærområde med mærkelige navne som Saksvad og Skummelvad til Paradis og videre til Thorsager Rundkirke. Navnene vidner om fortidens trafik, og rundkirken er bygget som et forsvarsværk ved en af de inderste vige i stenalderhavet.
Det sydlige Mols
Vores Molstur tager udgangspunkt ved Strands strand. Herfra følger vi kysten ud til Rønnen i Begtrup Vig med de krumme odder og strandvolde på rækker. Her er et rigt fugleliv, ligesom strandengene er levested for en varieret flora. Her kan vi finde hjertegræs, kødfarvet gøgeurt, majgøgeurt og andre spændende planter. Fra stranden går turen gennem Begtrup til Karpenhøj Natur- og Friluftsgård. Her skal vi se en fin samling af lægeplanter, inden turen går langs golfbanen forbi Fuglsø til Trehøje med Panoramaudsigt over det sydlige Mols.
Morgentur i Hestehave Skov
Vi står tidligt en morgen og tager på tur i skoven syd for Rønde By. Vi vil lytte til fuglenes sommersang og opleve rådyrene i lysningerne i den frodige bøgeskov.
Du kan opleve:
Indikatorplanter
Hvilke historier fortæller planterne om jordbunden og om deres spredning? Et spændende foredrag ved kursusleder Gunnar Birkelund.
Søren Ryge Petersen: Mennesker, jeg har mødt
TV-vært Søren Ryge Petersen har en usædvanlig evne til at få folk til at fortælle om deres liv og historier. Han vil fortælle historier fra Danmark med udgangspunkt i alle de mennesker, han har mødt og oplevet i sit TV-liv. De mennesker, han fortæller om står lyslevende for os, særprægede og forskellige som de er. Gamle og unge, fra land eller by, med gode og triste skæbner.
Hans Jørgen Bonnichsen: Højreekstremismen i Danmark og Europa – et vækstgrundlag for terror?
Tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen vil trække på sin erfaring og med eksempler fra konkrete sager fortælle om bekæmpelsen af højreekstremismen i Danmark og Europa. Han fortæller om ekstremismens ideologier og aktiviteter, og vurderer dens potentiale og trusler for de vesteuropæiske samfund.
Ole Helmig: Humor og Helbred
Ole Helmig er Dr. Med. og tidligere overlæge. Oplev et livsbekræftende foredrag om latterens og smilets velsignede virkninger for kroppen.
