Bookmark and Share

Kursets form:

2 ugers intensiv undervisning og 2 ugers interaktivt kompetenceprojekt.

Kursusforløb:
Kurset opdeles i to projektperioder. Første periode består af traditionel klasseundervisning. I anden periode afvikler deltagerne et interaktivt kompetenceprojekt, hvor redskaber og teori bliver afprøvet. Undervejs bryder vi forløbet med en teambuildingstur. Noget af kursets undervisning vil foregå i weekender. Men vi friholder minimum to weekender med mulighed for hjemrejse.

I projektperiode 1 undervises der bl.a. i: Ledelse og projektledelse, organisationsopbygning og –teori, teambuilding – fysisk og musisk, teamroller og gruppedynamik, Appreciative Inquiry, Open Space, coaching, værdiafklarende processer, mødeledelse, økonomi, regnskab, budget.

I projektperiode 2, deltager alle i et langt interaktivt kompetenceprojekt, hvor vi skal afprøve os selv og det lærte fra projektperiode 1. Vi skal udfordres med nye roller og sider af os selv, komme nærmere egne og fællesskabets kompetencer og indkredse de værdier, vi synes er vigtige. Undervejs tager vi på en teambuildingstur, hvor vi i uvante situationer og omgivelser skal afprøve grænser for den personlige og for gruppens formåen. Vi er selv med til at definere udfordringerne. Vi vil arbejde refleksivt; det betyder, at gruppesupervision og evaluering af vores læring, forløb og processer undervejs vil være en vigtig del af kurset.

Kurset opdeles i de to perioder og med to weekender med mulighed for hjemrejse. De øvrige weekender er det ikke muligt at rejse, da vi afholder undervisning.

Højskolen som miljø: Vi bruger højskolen som ramme, fordi dens tradition for holdning og værdi, det frie læringsmiljø og det stærke teamspirit, der opstår, når man er på kursus med hinanden 24 timer i døgnet, er oplagte rammer for kurset. Når vi afholder kurset på en højskole, hvor deltagerne bor under hele forløbet, mangedobles udbyttet. Vi vil lære hinanden at kende godt, og vi vil få en stor indsigt i gruppeprocesser og menneskers forskellige kompetencer. Det er derfor en forudsætning for eget og andres udbytte, at alle bor på skolen og følger hele kurset.

Datoer og nærmere program for det enkelte kursus kan fås på højskolens kontor. Kurset er af en måneds varighed og afholdes i januar hvert år

Kurset koster 6.000,- kr, hvis ikke du følger kurset som en del af langt højskolekursus. Kursusprisen inkluderer undervisning, kost og logi på dobbeltværelse.

Er du interesseret i kurset, kan du på skolens kontor få tilsendt yderligere oplysninger om det enkelte kursus. Du kan også tage en direkte kontakt til højskolelærer Kenneth Degnbol, 20784708, kd@remove-merhe.dk  

Tilmeld dig Rønde Højskole

 

Rønde Højskole ● Skolevej 2 ● 8410 Rønde ● tlf. 86371955 ● post@rhe.dk