Højskoleelever indtog de norske fjelde
Af Katrine Bjærge og Camilla Carlson
Nogle af os til Norge drog
med kæmpe taske og vandresko.
Færgen bragte os til Kristianssand,
vi var nu i Norges land.
Vi started' på en campingplads
med rindende vand og eget das.
Men turen endte ikke her,
vi skulle opleve så meget mer'.
Onsdag d. 8 september 2010 rejste 20 højskoleelever samt 4 lærer mod de norske fjelde. Med stor oppakning og glade smil på læberne kørte bussen fra Rønde Højskole til færgen i Hirtshals. Humøret var højt og stemningen i top, selvom det nok var uvist for alle, hvad der var i sigte. Allerede sejlturen forbavsede nogen. To af de internationale elever havde en formodning om, at sejlturen kun ville tage 20 minutter, men måtte dog vende sig til tanken om de tre gyngende timer på havet. Sent om aftenen ankom vi til en campingplads ved Kilefjorden i Setesdalen, hvor allerede den første udfordring meldte sig på banen: ”I skal sætte jeres telte op her i mørket,” sagde læreren Gunnar med et hav af forundrede blikke rettet mod sig. Men det blev som han havde sagt.
Torsdag kunne vi se frem til en dag med klatring og rappelling på skemaet, hvilket udfordrede mange. Blandt trangier og fyldte tallerkener om aftenen kunne alle dog blive om, at det havde været en oplevelsesrig dag. Med maver stoppet med spaghetti og kødsovs kørte bussen mod Lyseboth, hvor der næste dag var udsigt til vandring. Vi vågnede fredag morgen til det der mest af alt mindede om et lemminge-træf. Lemmingerne var tydeligvis ikke tilfredse med vores tilstedeværelse, idet en enkelt lille lemming tidligt om morgenen valgte at gå til angreb på Gunnar.
Maden blev fordelt i de i forvejen tunge tasker og slynget op på ryggen. Vi var nu klar til at påbegynde vores vandring ud i de norske fjelde. Vores første stop var ved turisthytten i Langvatn, hvor Faaborg leverpostej på dåse blev nydt i stor stil. Herefter gik turen videre over de norske fjelde og ned til en dal, som blev forvandlet til vandrehjem for 20 trætte elever.
Så kom regnen
I nattens mulm og mørke havde tunge skyer lagt sig over den lille dal, hvilket resulterede i kraftigt regnvejr fra lørdag morgen og turen ud. Regnvejret kunne dog ikke stoppe os, da vi skulle videre til Kjerag, som er en lodret klippevæg til Lysefjorden. På trods af den piskende regn kunne man her udover den fantastiske udsigt se Kjerag Bolten, der er en stor sten mellem to klippevægge.
Efter en kort frokost vandrede vi videre mod endestationen Øygårdsstolen. Før vi kunne blive genforenet med civilisationen, toiletter med den savnede træk-og-skyl funktion samt muligheden for at købe en cola skulle vi dog bestige de hidtil største bjerge, vi endnu havde mødt på turen. Det var på mange måder en udfordring, idet ”turistruten” ikke stemte overens med vores opfattelse af dette begreb. Den kraftige regn havde medført, at klippevæggene var spejlglatte, hvilket sammen med de tunge rygsække gjorde, at vi mest af alt følte os som Bambi på glat is. Men ned kom vi, og en stemning af lettelse og sejr bredte sig hurtigt blandt os alle.
Den sidste overnatning fandt sted på en mark blandt får og deres efterladenskaber. Flere af soveposerne havde dog ikke kunne stå imod den kraftige regn og var derfor gennemblødte, da de skulle tages i brug. Det betød at flere elever måtte dele sovepose, som gjorde at man kom ekstra tæt på hinanden. Næste morgen pakkede vi vores ting, og bussen kørte atter mod Hirtshals.
På trods af fire hårde dage i den norske natur var stemningen i bussen den samme, som da vi tog afsted. Snakken gik på de mange ting vi havde oplevet på turen, hvilket betød at bussen var fuld af liv hele vejen til Rønde, hvor vi ankom søndag aften kl. 22.00. På trods af at ingen vidste, hvad turen skulle indebære, da vi tog afsted, kunne vi alligevel se tilbage på en uforglemmelig tur. Vi skylder derfor Gunnar og de tre andre hjælpelærer en stor tak for oplevelsen.