Katrine på Tonga

Katrine, Lise og Gülay er rejst til Tonga. De forventer at skulle arbejde på en handicapskole/døveskole. Det der især lokkede på Tonga var dog, at mentaliteten her er så anderledes end i Danmark. Det eneste de helt sikkert kan regne med er, at man aldrig kan planlægge et ophold på Tonga hjemmefra. Her tager man tingene som de kommer og forholder sig til virkeligheden, når man er midt i den. De tre piger er derfor draget til Tonga med en masse gode kontakter, tålmodighed og lyst til eventyr.

Nyt fra Tonga

Så er vi endelig nået til Tonga. Det er tredjedagen i dag, og første gang vi er i nærheden af internet.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.. vi har allerede posen godt fyldt op med fede oplevelser.

Vi ankom i lufthavnen lørdag eftermiddag. Vi blev hentet, af en sød tongansk Røde Kors-medarbejder, og kørt hjem til Lita som er supervisor på skolen. Lita var nærmest lidt overrasket, men glad for at se os. Som forventet, med alt det vi har hørt om tonganere, havde hun ikke fundet ud af, hvor vi skulle bo, så vi kørte lidt rundt i de forskellige landsbyer, for til sidst at blive smidt af i hendes forældres hus. "Vent her" sagde hun, og gik så ind for at meddele hendes, intetanende forældre, at nu skulle de altså have tre pa'langaer (hvide) boende.

I starten var de meget flove over hjemmet og vi blev spurgt mange gange om vi godt vidste, hvordan et tongansk hjem var, inden vi fik lov at komme ud af bilen. Men vi blev budt hjertelig velkommen, og fik søsterens værelse... hun er bare flyttet hjem til bedsteforældrene. Sådan er det virkelig her, de er bare en stor familie, de bor en hulens masse mennesker i de bitte små huse, og hvis der ikke er plads til nogen eller de har fået for mange børn, så flytter de bare over til noget andet familie eller naboer.. meget underligt!

Nå men nu bor vi altså hos Suliasi og Tuafa sammen med en masse hunde, katte og kakerlakker.  Suliasi er en meget klog og rar mand, han er allerede blevet meget glad for os, og fortæller en masse historier om tongansk kultur, politik og historie. Konen Tuafa kan desværre ikke et ord engelsk, så hun sidder bare og smiler til os hele tiden. Hun vejer ca. 500 kg og ligner en hval, så hun sidder bare inde i huset hele dagen og kan stort set ingenting.  Næsten alle tonganere er helt utroligt venlige og gæstfrie.

Landsbyen er nærmest bare en lille regnskov med små stier og huse plantet rundt omkring. Udenfor er der helt utroligt smukt, palmer og grønt overalt. Der er ingen vejnavne eller adresser, så vi bor bare i Suliasis hus hvis nogen spørg. Men inde i husene er der møgbeskidt og ulækkert og meget primitivt. Det her er absolut det mest primitive jeg nogensinde udsætter mig selv for, kan jeg roligt love... selvom det selvfølgelig er lige sådan jeg ville ha det!

Køkkenet ligner noget fra det forrige århundrede. De har træk og slip på toilettet (hvilket vi var meget lykkelige for) men det er bare så utroligt usselt og klamt, helt uforklarligt. Badet er nærmest et lille skab ude bagved, hvor man bruser sig under en vandhane. De går ikke så meget op i, hvor man sover, og når vi skal på toilet om natten, så vader vi lige igennem morens "sovekammer".. jeg tror slet ikke de kan stave til privatliv herovre!

Men det er fedt, en super fed oplevelse at bo i landsbyen. Og helt klart den bedste måde at lære om tongansk kultur og sprog, så vi tager det i stiv arm, karkelakker og det hele... Men vi er dog ret enige om at vi ikke bor der i 4 mdr. *s* det blir bare ikke nemt at få sagt til dem.. da det for dem er en stor ære og pligt at åbne sin dør for fremmede. Suliasi tror at vi, pa'langaer, er sendt af herren, the lord him self, og at det er deres pligt at tage godt imod os *G*...  Tjaee sendt af herren er vi nok ikke ligefrem!

Tonganerne er meget, meget specielle. For det første er de enormt dovne.. De vil helst bare spise og sove hele tiden. Og så har de det der sære forhold til tid.. når vi er ude og køre med Lita (fra skolen) feks. så kan hun finde på at holde ind og sige vent lige her, og så komme tilbage en time senere som om alt er normalt... det skal vi nok lige vænne os til, for sådan er det med alting! Alle tonganere har bil (på trods af fattigdom) og ingen sulter... tværtimod *s*. De kører til alting, og vi blir alligevel kørt rundt... de kan slet ikke forstå at vi faktisk helst vil gå.  

Der er ca. 3 km fra lansdsbyen til hovedstaden, Nukualofa, men vi kan umuligt gå turen endnu, for vi har ingen chance for at finde landsbyen igen.. det hele er jo bare palmer. Så indtil vi begynder at kende de forskellige palmetræer fra hinanden må vi blive kørt. Nukualofa er en meget hyggelig by.. men altså ikke større end Brovst. Og her er virkelig ingen turisme, vi har indtil videre mødt en italiener og det er alt. Vi er blevet gode venner med Litas søster Siale og deres to kusiner som er på vores alder, så dem har vi været meget sammen med.. men lad os bare sige at der er en del væsentlige kulturforskelle som gør kommunikationen lidt kompliceret ind imellem! De er fx nået så langt som til at ha hele tre natklubber i byen. Når de går på natklub sidder forældrene (eller en tante) så ude i bilen og venter.. hele natten!! Forestil dig det Lisbeth Hojen, at du skulle sidde nedenfor jomfruanegade og vente i bilen hver lørdag nat *G*.