Sigøjnerblod

- af Jesper Larsen

Det havde været en ualmindelig varm sommer. Spaniens sydkyst havde været ramt af adskillige hedebølger, men denne var uden tvivl den værste. Rygterne sagde, at det var varmen som havde drevet Claudia til den grad af vanvid, havde ledt de to unge mennesker til en alt for tidlig død. Hendes forældre påstod, at det var traumer fra hendes tidlige barndom, der havde ledt til tragedien. Hendes venner derimod, ville have beskyldt familien for at være en flok ondsindede bæster, der burde sendes direkte gennem helvedes port for de pinsler, de havde påført Claudia, som var det der havde ødelagt hende. Men det gjorde de ikke, for hun havde ingen venner. Ingen interesserede sig for hende. Ingen kendte hende. Faktisk var der folk, der troede at de to unge mennesker bare var faldet døde om af sig selv, for ingen vidste hvem hun var.

Claudia var storesøster til Eva. Eva var smuk som en skyfri sommerdag. Hun havde lange sorte krøller, og et ansigt der kunne ligne en temperamentsfuld prinsesse. Claudias udseende derimod, var trist og kedeligt som en gråvejrsdag.

Rygterne i byen sagde, at enhver mand der så Eva smile, omgående ville kaste sig i døden for hende. Claudia blev der aldrig snakket om, og selv blandt de folk der kendte hende, var der stor tvivl om hun overhovedet var i stand til at smile.

Det var en ualmindelig strid sommerdag, i den ualmindeligt stride hedebølge. Der var kommet fra gæster nær og fjern til det storslåede hjem for at møde døtrene. Eller rettere, så var de kommet for at møde Eva.
”Skynd dig nu, dit umulige dovendyr!”, råbte Eva utålmodigt gennem døren til Claudias værelse, og bankede hårdt på den med flad hånd.

Døren blev langsomt Åbnet, og Claudia trådte nervøst ud. Hendes hår var pjusket og uredt, og selvom hun var 23, lignede hun en lille usikker pige der var kommet for sent i skole.

Eva fortsatte: ”Evigt og altid skal vi stå og se på, mens din uduelighed gør os til skamme! Hvis du ikke er nede i stuen om fem minutter, så kan jeg love dig, at jeg skal gøre din dag til et levende helvede!” Derpå drejede Eva om på hælen, efterladende en sky af bebrejdelser i luften.

Claudia sukkede dybt, gik ind på hendes værelse, lukkede døren og tørrede en tåre af sin kind. ”Gøre din dag til et levende helvede”. Denne dag var allerede et levende helvede. Det vidste hun allerede nu, og det var ene og alene hendes egen skyld. Det var altid hendes egen skyld…

Seks minutter senere kom Claudia listende ned af trappen til stuen, der var propfyldt, med de ”bedste” af de bedste folk. De folk hvis lommer var større end deres hjerter, og hvis sønner naturligvis var ugifte.

Claudia havde ikke nået at rede sit hår, men havde i stedet sat en kunstblomst i det, for at skjule hendes pjuskede totter. Men det skjulte intet. Det fik hende blot til at ligne noget fra en fjern planet.

Hun spejdede gennem rummet. I den anden ende af rummet fik hun øje på sin søster, der omgivet af de unge mænd, der adlød hendes mindste bevægelse, som var de en flok legesyge hundehvalpe. Eva holdte en ualmindelig smuk vifte i sin hånd. Hun viftede den livligt omkring sig og vifteslagene kærtegnede hendes skønhed. Det var en vifte, hun havde fået til hendes 17 års fødselsdag to år forinden. Den nøjagtigt samme dag, som Claudia var fyldt 21, og havde fået brugt paraply som fødselsdagsgave.

I et kort øjeblik mødte Eva og Claudias øjne hinanden. Claudias øjne var nervøse, og Eva vidste, at det ikke krævede mere end et enkelt blik, for at knuse hvad selvtillid hun måtte have. Hun sendte Claudia et djævelsk smil, med øjne skærende af skadefryd. Så tog hun viften op foran ansigtet, vendte sig og gik ud på balkonen, mens hendes trofaste skare logrende fulgte efter hende. Claudia stod alene tilbage, og havde ikke lyst til at følge efter hverken Eva eller den liderlige sværm der omkredsede hende.

Hun begyndte at tænke. Tænkte tilbage på den dag Eva blev født, for hun huskede den tydeligt. Da Claudia var blevet født, havde familien været ludfattige, og Claudia var bare et ”uheld” der kom på det forkerte tidspunkt. Da Eva blev født præcis samme dag fire år senere, havde familien vokset sig til at være blandt de rigeste i hele Spanien. Alle vennerne var samlet for at fejre, at en af Spaniens bedste familier havde fået en yndig datter. End ikke forældrene huskede, at det faktisk også var Claudias fødselsdag, og hun brugte hele dagen på at sidde i et hjørne og forgæves håbe på, at nogle ville huske det. Eva var kommet til i en god tid, og blev set som en gave fra Gud. Claudia derimod, var for evigt dømt til at være en byrde sendt fra djævelen.

Med et blev Claudia revet ud af sine tanker, da hendes søster pludselig stod ved siden af hende.  Med bevidst og anklagende tone sagde hun: ”Står du nu der og dagdrømmer igen!? Vågn op, for verdenen fortsætter uanset om du gider lave noget eller ej. Vis dog i det mindste for én gang skyld, at du ikke bare er sat i verden for at stå i vejen for os andre!”

Gæsterne var blevet sendt ud i haven, så Claudia og Eva var de eneste tilbage i huset.

Eva vendte ryggen til Claudia, og satte sig ud på balkonen lige ved siden af. Claudia kiggede rundt, og fik øje på hendes paraply i hjørnet af rummet. Den samme paraply hun havde fået i fødselsdagsgave, mens Eva fik sin vifte. Med rystende hænder samlede hun den op. Hun var rasende. Hendes søster skulle giftes væk, mens hun skulle stå tilbage som et pyntende juletræ, der ikke engang pyntede, men bare var i vejen. Hun stilede sig ud på balkonen ved siden af sin søster, der sad og viftede sig utålmodigt. Regnskabet skulle gøres op.

”Husker du for 9 år siden? Vores 10 og 14 års fødselsdag?” spurgte Claudia sin søster med ydmyg stemme.

Eva svarede ikke, men løftede let på skuldrende uden at kigge op.

”Familien var samlet. Vi skulle synge en sang på tre vers. Et til dig, et til mig og et fælles. Du græd af nervøsitet over det.”
Eva kiggede nu op på sin søster, som om hun var et uartigt barn, der havde slæbt et dødt dyr ind i stuen. Claudia fortsatte:
”Mor og far trøstede og støttede dig, og prøvede at overbevise dig om, at du nok skulle klare det. Du hylede og skreg, at de bare ville grine af dig, og at du ikke duede til noget som helst. Du bønfaldt dem om, at de skulle lade dig slippe.” Eva fjernede igen blikket fra sin søster og kiggede ned i jorden, mens hun fortsat forblev fortsat tavs.
”Jeg var også nervøs, men jeg vidste, at det ikke betalte sig at sige noget. Det er 9 år siden nu, men hver gang jeg ser dig gøre dig til for alle de liderbukke derude, så er det stadig dén forskræmte lille pige jeg ser. Den forskræmte lille pige der for mere end noget andet i verden bare ville bekræftes i, at hun faktisk var god nok.”

Eva sprang op af stolen. ”Du tror rigtigt nok, du ved alt om mig!” hvæsede hun som et såret dyr. ”Du vidste udmærket godt, at jeg mere end noget som helst i denne verden, bare ville gøre vores kære forældre stolte. Hvorfor du var så opsat på at ødelægge det?”
Claudia kunne se, at Evas øjne trak sig sammen i små ryk, og vidste at hun havde ramt et blødt punkt. Hun overvejede et kort øjeblik, om hun skulle spørge ind til, hvordan Eva egentlig havde det, med det der var sket. Men hun kunne ikke få sig selv til det. Efter at have stået i skyggen af sin åh fantastiske og guddommelige lillesøster, var det nu endeligt hendes tur til at skyde en pil i hjertet på sin plageånd. Hun havde opsparret salt gennem adskillige år, der nu en gang for alle skulle gnides i det sår hun lige havde åbnet.

”Åh ja, min kære lillesøster. Du ønskede virkelig at mor og far kunne vise dig frem, som værende deres dyrebare guldklump, mens jeg bare skulle på scenen, fordi de ikke kunne benægte, at jeg faktisk også er deres datter. Du begyndte at synge det første vers, og folk græmmede sig. Du var en svane at se på, men du havde et stemme som en gås. Til alles overraskelse kunne jeg faktisk synge, og for første og eneste gang vidste familien, at far og mor faktisk havde to døtre.”
Claudia så noget komme frem i Evas øjne. Var det en tåre? Var det første gang i ni år, hun havde fået en enkelt tåre frem i Evas ansigt, efter de adskillige tusinde hun selv havde måttet græde på grund af Eva? Claudia fortsatte. Nu skulle hun have nådesstødet.

”Du kunne se, at du var til grin. Du var vant til at være det evige centrum, men du var rædselsslagen for at blive gjort til skamme, og til skamme det blev du! Jeg kunne synge, og folk nød det. Du begyndte at græde som det lille uduelige barn du var, mens jeg sang det andet vers. Da tredje vers kom, som du skulle synge sammen med mig, løb du grædende væk. Mor løb efter dig for at trøste dig, mens far trådte op på scenen, slog mig, og forbød mig nogensinde at synge igen, for det jeg havde gjort mod dig. Jeg skulle slås og ydmyges foran hele familien, fordi jeg kunne synge, men du skulle støttes, fordi du ikke kunne.”

Eva kunne ikke holde til det længere. Hun mistede enhver besindelse, og sprang på Claudia som var hun et byttedyr der skulle aflives. Claudia der ikke var beredt på det pludselige angreb. Hun væltede bagover med Eva siddende over tværs på hende, men hun havde stadig paraplyen i sin hånd, og slog automatisk ud efter Evas hoved. Der løs en stump lyd, da Eva faldt bagover efter slaget og ramte gulvet. I arrigskab kom Claudia hurtigt på benene, og skulle til at kaste sig over sin søster, der lå udstrakt foran hende, men blev stoppet. En ung mand med overskæg og et blåt slips holdte hende om livet, så hun ikke kunne røre sig ud af stedet. Eva kom på benene igen. Både Eva og Claudia kendte den unge mand. Hans navn var Carlos, og var en af de ugifte rigmandssønner, der hele dagen igennem var gået op og ned af Eva.

”Tak Carlos”, sagde den stakåndede Eva og rettede på sit hår. ”Pludselig overfaldt hun mig bare uden grund, men det er vel, hvad man kan forvente af et barn, hvis far var sigøjner!”

Claudias blod frøs til is. Havde hun hørt rigtigt?
”Sigøjner?” spurgte den lamslåede og forpustede Claudia.

”Ja, din horeunge. Du har sigøjnerblod. Det er derfor mor skammer sig over dig. Du var et uheld der aldrig skulle være sket, og far vil slet ikke vil kendes ved dig, for du er ikke hans barn. Du har aldrig været ønsket, og vi vil aldrig slippe af med dig!”

Derpå vendte Eva sig om imod stolen, satte sig ned, foldede viften ud og blev atter kold.

Claudia var vant til at få skudt en pil i hjertet, af sin søster, men denne gang var det blevet revet ud med kød og blod. Hendes verden faldt sammen, som hun stod der under solen, med sin grønne paraply i hånden.

Hun vendte sig om. Carlos stod der stadig. Han stod med ret ryg og røg en cigar, og det var helt tydeligt, at det eneste han ventede på, var at Claudia forsvandt, så han kunne føre sig frem for Eva. Nu havde han jo lige reddet hende fra denne beskidte sigøjnerunge, så det måtte ganske sikkert øge hans chancer.

Claudia forlod balkonen. Ingen i huset så hende resten af dagen. Ingen i huset så hende nogensinde igen.

Den næste morgen blev Eva og Carlos fundet døde i Evas seng. På bordet stod der en halvtom flaske vin, og to brugte glas. Det tog ikke politiet ret lang tid at finde ud af, at de to var blevet forgiftet. Claudia var forsvundet. Det eneste spor man fandt af hende, var en grøn paraply, som hun havde lagt ved siden af Evas vifte på hendes værelse, hvor hun og hendes nyfundene elsker, var fundet døde. Rygtet om dødsfaldene spredte sig resten af Spanien som en steppebrand, men ingen fandt nogensinde ud af hvad der var sket og hvorfor. Familien gik langsomt i forfald efter døtrenes forsvinden, og Claudia vendte aldrig tilbage. Hun forlod det hjem, der aldrig havde været hendes hjem. Sigøjnerblodet flød i hendes årer og hun vidste, at hun aldrig ville finde et sted at høre til. Så hun vandrede, og folk der mødte hende på hendes vej, så noget ingen nogensinde havde set før. De så et smil på hendes læber.