Global globus

– af Kjeld Flyvholm Brodersen

En bussemand kan være flere ting, en der skræmmer folk, en buschauffør eller en indtørret snotklat. Jeg kalder mig bussemand, når jeg tager bussen. I stedet for at tage af sted til fods eller til cykels eller til bils, så vælger jeg nu af og til at tage til bus’, når jeg skal nogen steder.

Det er omstændighederne og jeg i forening, der har fået det maget således, at bussen somme tider passer ind i mit kram. Det er ikke, fordi jeg vil forskrække nogen, eller fordi jeg har fået kørekort til at styre sådan køretøj. I gamle dage blev den iøvrigt mere beskrivende kaldt for en rutebil. Nu om dage er en rutebil en rektangulær, brun og sød småkage med riller på oversiden. Grunden til, at jeg busser, er, at det er nemt, bekvemt og interessant.

Det er et unikt transportsystem. Jeg kommer ind i en helt speciel verden, der kan vare fra bare fem minutter til flere timer. Jeg kan være alene, sammen med en, jeg kender, eller sammen med en masse ukendte personer, somme tider meget tæt sammen. Der kan være trængsel og en masse ligegyldig snak, hosten og Ipod-musik, og der kan være stille og roligt, bortset fra bussens brummen og skramlen.

Folk kommer og står og sidder og går hele tiden. Alle slags folk, unge og gamle, tynde og tykke, høje og lave, lyse og mørke, alt blandet sammen på alle mulige måder. Nogle er glade og friske, andre er stille og indadvendte og ønsker måske bare alle de andre et vist sted hen. Og det er måske også det sted, de er på vej hen til.

Der sidder jeg så og glor mere eller mindre diskret på den verden, der udfolder sig for mig, og jeg undrer mig over, hvor det da er en skøn verden, hvor man sådan kan få lov til at opleve, hvor forskellige vi mennesker er. Og hvor ens vi er.

Vi sidder der og passer os selv, og vi ved stort set ikke, hvad de andre tænker eller tror på eller tvivler på. Alligevel er vi tilsyneladende enige om, at vi ikke bare begynder at sige noget til hinanden, medmindre der sker noget særligt, som f.eks. når min jakke falder ned fra hylden ved loftet og er lige ved kvæle min sidemand.

Pludselig blive mine tanker afbrudt af en stemme lige bag ved mig, der siger: ”Hej, det er Mie, hvad laver du?” Jeg vender mig halvt om og skal lige til at svare, da jeg ser en yndig ung pige med en pink mobiltelefon ved øret. Hun smiler til mig, og jeg vender mig lidt flov tilbage til min udgangsposition, flov over at jeg følte mig truffet. Jeg tænker, at jeg fik da i det mindste et smil, sådan er det ikke altid.

Pludselig kommer der en underlig, ubestemmelig lugt svævende lige op i mit hovede. Det er min sidemand, der rører på sig og åbenbart fik åbnet for en luftlomme, der havde gemt sig under armhulen. Jeg prøver at se upåvirket ud, men det er svært. Tænker så på om jeg skulle have lignende luftlommer gemt, men det tror jeg nu ikke, jeg var da i bad i morges, og tøjet, jeg har på, er nyvasket, omend ikke nystrøget – det skulle være moderne med let krøllet tøj. Jeg har dog ikke kunne få mig til at lade skægstubbene stå.

Pigen bagved siger: ”Hør nu Fie-pige, der kommer nogle seje fyre fra skolen, og jeg tager sprut med. Det bliver bare så sjovt.” Jeg overvejer, om jeg skal tilbyde at tage med hende, nu hvor jeg ved, hvor festen holdes og hvornår. Jeg besinder mig dog, og tænker i stedet på, at der jo er X-Faktor-finale i aften, og det vil jeg jo også gerne have med.

Jeg kigger ud af vinduet og ser udsigten ud over Århus-bugten over mod Mols. Jeg mindes både molbo-historier og Århus-historier, hvor uvidenheden og dumheden er pointen. Hvad X-Faktor angår, ved jeg, hvad der sker i store træk. Pige-Fie-festen kan nemt ende i noget, som jeg formentlig ikke bliver klogere af. Jeg må lige tage mig lidt sammen. En tur til cykels i Mols Bjerge er et tredje alternativ.

Men jeg er nu alligevel stolt og føler mig god, når jeg kører med bus. For på pladen lige bag chaufføren står der, at jeg er med til at redde verden. Jeg er verdensredder. Der er tilsyneladende ingen ende på alt det CO2, jeg sparer verden for ved at køre i bus. Bare ved at vælge bussen, så bidrager jeg til at redde globussen.

Det er sådan en dejlig lørdag eftermiddag sidst i marts, denne skønne forårstid i en himmelblå bus omkring Århus, hvor safterne stiger og alting springer ud. De lysegrønne farver stråler mig imøde, da jeg stiger ud i Rønde, denne pæne, lille by, der smukt kravler op ad bakken mod Store Bavnehøj på hele 102 meter. Bussen har bragt migt tæt på toppen.