Prinsessen på Glasbjerget

- af Liana Quist

Der var engang en prinsesse. Hun boede i et land langt langt borde.

Hendes navn var Hope, Prinsesse Hope. Men folk kaldte hende Prinsesse Istap, for de mente, at hun havde et hjerte af is.

Hope var smuk, hun var vidunderlig skøn. Men hun var så forkælet, at hun aldrig kunne finde ud af hvad hun ville. Alle rige, adelige og flotte mænd i hele landet ville have hende, men hun var bare lige glad.

Hver dag stod hundredvis af frier i kø foran Kongens slot for at fri til prinsessen, eller bare for et glimt af hendes skønhed. Men hun afviste hver og en. ”De er kedelige” sagde prinsessen hver gang hendes fader kongen klagede over hendes afvisninger.     

Et par år senere begyndte Hope, at føle sig ensom, nu ville hun finde sig en mand. Men der var ikke flere frier, der gad at kom til slottet mere for, at blive afvist. Var der virkelig ikke bare en fin mand tilbage i verden til hende? Hun gav ikke op, der måtte være en mand tilbage. Hope søgte inspiration i de gamle eventyrbøger for at finde denne mand.

En prinsesse havde sovet på 20 madrasser, 20 æderdunsdyner og en lille ært, for at bevise at hun var en rigtig prinsesse. Så var der en prins, som kun ville have den pige som havde tabt sin sko. Det var latterligt!

Hope kom op med en ide om en prøve. En virkelig hård prøve. Som ville kunne lokke den rigtige mand til. Hun ville sætte sig på toppen af et bjerg. Men ikke hvilket som helst bjerg, et stort bjerg lavet ud af glas. Den mand som kunne komme helt op på toppen og hente hende ned, ville hun gifte sig med. Men bjerget var ikke bare glat pga. glasset, men også utroligt stejlt, så et forkert skridt kunne koste en livet. Kongen og Dronningen var lettede, endelig var deres datter kommet til fornuft.

Nede ved floden, ikke så langt fra slottet, boede en gammel fisker kone. Men denne fisker kone var ikke helt normal. Det eneste hun lavede var, at koge fiskeben fra stor regnbuefisk i en stor sort gryde, sammen med en masse andet ragelse. Det var en farlig og hamper cocktail konen lavede, og kunne næsten forpeste hele byen, når hun bryggede. En gang om måneden tog hun så op til toppen af de sorte bjerge med hende bryg, til en by hvor intet rigtigt menneske nogensinde ville begive sig hen.

Den gamle fisker konen havde en drenge, som hun havde ”fundet” da han var ganske lille. Drengen hvis navn var Hans, var efterhånden blevet en voksen mand, som havde fået karriere i, at fiske for den gamle kone til hendes klamme gryde.

En dag stod Hans nede ved floden og fiskede for sig selv, men der var bare ikke noget der bed på krogen. Lige pludselig da han var ved at give op, gav det et ordentligt ryk i linen. Det var en stor flot regnbue fisk. Den kiggede på Hans og begyndte at tale. ”jeg er en magisk regnbuefisk, hvis du slår mig ihjel, vil der ligge en forbandelse over dig resten af livet. Men hvis du slipper mig løs igen, vil jeg hjælpe dig med at få den smukke Prinsesse Hope.”

Hans blev helt forvirret oven i hovedet. For det første stod han med en talende fisk, men for det andet havde han aldrig fortalt nogen, om hans kærlighed til prinsessen og hans drøm om, at redde hende ned fra glasbjerget.

Hans slap fisken fri i håb om, at hans drømme ville blive til virkelighed. Regnbue fisken takkede og bad Hans om at komme tilbage næste dag. Men det var vigtigt pointerede fisken, at Hans ikke måtte fortælle den gamle fisker kone, om deres aftale.

Men hvad Hans ikke vidste, var at den gamle kone havde stået bag et træ og lyttede. Og hun havde ikke i sinde at miste Hans til den forkælede prinsesse.   

Hans kom tilbage næste dag og regnbue fisken tryllede et stor flot brun hest frem og i klædte Hans et sæt brunt ridder tøj. Regnbuefisken sagde: ”Nu skal du ride hen til glasbjerget, og få tag prinsessen.

Prinsessen lagde meget mærke til den flotte brune ridder, men pludselig lige inden han nåede bjerget, faldt sadlen af og det samme gjorde Hans. Hope troede at han var en tøsedreng som alle de andre, så hun fik sine vagter til at smide ham væk.

Lidt der fra stod den gamle kone, gemt bag et træ og grinede. Hun havde med hendes onde kræfter tryllet sadel remmen op, på Hans hest.

Den næste dag skulle Hans prøve igen. Derfor fik Han en sort hest og et sort sæt tøj, som var så sort som en vinternat. Prinsessen blev meget nysgerrig over, hvem denne mystiske ridder var. Hans var kommet næsten op på toppen af bjerget, og skulle lige til at gribe fat i prinsessen, da hest pludselig gled hele vejen ned af bjerget. Igen havde den gamle kone brugt beskidte tricks og tryllet skoene af hesten, på vej op af bjerget. Hans måtte ridde væk igen.

Den 3. dag  og sidste dag fik Hans en fantastisk hvid hest med en guld saddel på. Selv fik han et sæt ridder tøj på i det pureste guld og med en kongeblå kappe som fik Hans blå øjne til at skinne som store blå opaler. Lige inden Hans skulle ride af sted, kom den gamle konen hen til Hans. Hun fortalte at hun godt vidste hvad han ville, og at hun var virkelig glad på hans vejene. Derefter gav hun ham en lille flaske med hendes bryg, og bad ham drikke det inden han red, det ville give ham styrke. Den gamle kone stod og gned sig i hænderne af fryd, da Hans skulle til at drikke det. Det ville nemlig sløve ham, ikke give ham styrke. I sidste øjeblik hoppede fisken op af vandet og bankede samtidig flasken ud af Hans hånd. Flasken ramte den gamle konen og gik i stykker, og alt væsken fik hun ud over sig. Og på et split sekund gik den gamle kone op i grøn røg.

 Endelig kunne Hans ridde op ad glasbjerget så let som ingen ting, gribe fat i prinsessen og placere hende foran sig på hesten. Med det samme Hope havde set den flotte ridder komme ridende blev hun helt fortryllet af hans magiske blå øjne. For en flot ridder med blå øjne var det hun havde led efter hele tiden. Alle de andre ridder havde mørke øjne eller grønne.

Hans red ned af bjerget og hen til slottet for at bede Kongen om Prinsesse Hopes hånd. Kongen blev lykkelig og accepterede med glæde Hans frieri til hans datter.

Hope fik en forlovelses ring med en kæmpe blå opal. Og den magiske regnbuefisk fik sit helt eget bassin i slotshaven. Og fortalt i øvrigt Hans, at han i virkeligheden var en greve søn, som var blevet kidnappet da han var lille. 

Hans og Hope fik det største og flotteste bryllup, du overhovedet kunne forstille dig. Sådan et man kun ser i eventyr. Og efter brylluppet levede de lykkeligt til deres dages ende.